Som højskolelærer har du årligt fem ugers ferie i henhold til ferieloven. Desuden har du fem særlige feriedage i henhold til Ferieaftalen.
Du optjener og afvikler ferie i samme periode. Det kaldes derfor samtidighedsferie.
Idet ferie optjenes og afvikles i samme periode, giver ferieloven mulighed for at afvikle ferie på forskud.
Varsler skolen kollektivt ferielukket, hvilket vil sige at hele skolen lukker ned, kan skolen også varsle forskudsferie. Dermed afvikles ferie, som endnu ikke er optjent.
Det er sædvanligvis uproblematisk, da forskudsferien optjenes i de efterfølgende måneder, men fratræder du, inden du har optjent den afholdte ferie, vil skolen kunne modregne den ikke-optjente forskudsferie i din afsluttende løn.
I situationer, hvor der ikke afholdes kollektivt ferielukket, kan der indgås individuelle aftaler om forskudsferie, hvis både du og skolen er enige om det.
Placering af ferie skal aftales med skolen. Skolen fastsætter efter en forhandling med dig, hvornår ferien skal holdes.
Skolen skal under hensyntagen til skolens drift så vidt muligt imødekomme dine ønsker om, hvornår ferien skal holdes, og herunder dit ønske om at hovedferien på tre uger holdes i dit barns skolesommerferie.
Normalt vil du aftale med skolen, hvornår du holder din ferie. Fastsættes ferien af skolen har skolen pligt til at meddele dig tidspunktet for din ferie så tidligt som muligt.
Skolen skal give dig meddelelse om tidspunktet for din ferie senest tre måneder før hovedferien (tre uger) begynder, og senest 1 måned før ferien begynder for øvrige feriedage. Kun hvis der foreligger særlige omstændigheder kan ferie varsles med kortere frister.
Når du skifter job, skal din gamle arbejdsgiver indbetale feriepenge for ikke-afholdt ferie til Feriekonto.
Når du holder ferie i dit nye job, bliver du trukket i løn for den del af ferien, hvor du ikke har optjent ret til ferie med løn hos din nye arbejdsgiver. Du skal i stedet søge feriepenge udbetalt hos Feriekonto: