Valg af tillidsrepræsentant

Hovedreglen er, at der på enhver skole kan vælges en tillidsrepræsentant, hvis den pågældende repræsenterer mindst fem medarbejdere i overenskomstgruppen.

Da alle lærere og børnehaveklasseledere ved skolen er omfattet af samme organisationsaftale, er det antallet af disse medarbejdere, der opgøres som min. fem, uanset om de er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening eller ej.

Hvis der på skolen til stadighed beskæftiges ansatte i midlertidige stillinger (tidsbegrænset ansatte, timelønnede lærere i fast skema) medregnes disse ved afgørelsen af, om overenskomstgruppen udgør mindst fem medarbejdere.

Tillidsrepræsentant-reglerne åbner mulighed for, at kravet om mindst fem medarbejdere i overenskomstgruppen kan fraviges, hvis der er lokal enighed herom.

Mindre end fem ansatte på overenskomsten

Foreningens hovedbestyrelse har besluttet, at hvis der på en fri skole, hvor der er mindre end fem ansatte efter overenskomsten, vælges en tillidsrepræsentant, og dette godkendes af skolens bestyrelse, er Frie Skolers Lærerforening indstillet på at godkende valget.

Værd at vide 

- om valg af tillidsrepræsentant

  • Hvor lang skal valgperioden være?

    Tillidsrepræsentant-reglerne henstiller, at du som tillidsrepræsentant vælges for mindst 2 år ad gangen med det formål at styrke mulighederne for at udføre arbejdet bedst muligt.

    Frie Skolers Lærerforening anbefaler, at en nyvalgt tillidsrepræsentant tiltræder den 1. august af hensyn til placering af TR-uddannelsen og skolens planlægning.

    Frie Skolers Lærerforening anbefaler, at valget gælder for 2 år, men såfremt valget tiltrædes på skæve tidspunkter, så tilpasses udløbsdatoen med den 31. juli 

  • Hvem kan blive valgt?

    Tillidsrepræsentanten (og suppleanten) vælges blandt de organiserede medarbejdere (medlemmer af Frie Skolers Lærerforening) med mindst ni måneders ansættelse på skolen.

    Frie Skolers Lærerforening skal godkende valget. Foreningen kan efter konkret vurdering vælge ikke at godkende valget, hvis medarbejderens ansættelsesgrad afviger væsentligt fra de den typiske ansættelsesgrad på skolen, eller der er tale om en tidsbegrænset ansat eller en opsagt medarbejder.

    I bemærkningerne til aftalen fremgår det desuden, at tillidsrepræsentanten skal vælges blandt de anerkendt dygtige medarbejdere. Denne bemærkning skal naturligvis ses i lyset af den særlige ansættelsesbeskyttelse, som en tillidsrepræsentant har, jvf. også bemærkningerne under indsigelsesret.

    Der kan vælges én suppleant for hver tillidsrepræsentant.

  • Hvem har stemmeret?

    Alle ansatte i overenskomstgruppen med fast tilknytning til skolen, det vil sige lærere, børnehaveklasseleder og medarbejdere ved SFO med timer i skolen samt månedslønnede vikarer og timelønnede lærere med fast skema har stemmeret.

    Ledelsen eller andre med ledelsesfunktioner deltager ikke i selve valget.

    Den siddende tillidsrepræsentant har ansvaret for gennemførelsen af valgproceduren, herunder valg af stemmetællere.
    På skoler, hvor der ikke tidligere er foretaget valg af tillidsrepræsentant, starter mødet med valg af mødeleder.

    Er der kun én kandidat (til hhv. tillidsrepræsentant og suppleant) er den pågældende valgt.

    Ansatte i overenskomstgruppen, der ikke er medlemmer af Frie Skolers Lærerforening, kan - ligesom de organiserede - stemme på opstillede kandidater eller lade være, men man kan ikke stemme om, hvorvidt man ønsker en tillidsrepræsentant eller ej.

  • Hvad er en god valgprocedure?

    Tillidsrepræsentanten (og suppleanten) vælges med almindeligt flertal af de afgivne stemmer på et møde, hvortil samtlige stemmeberettigede (lærere og børnehaveklasseledere) er indkaldt.

    Tillidsrepræsentanten indkalder normalt til mødet, men en ansat i overenskomstgruppen kan ligeledes indkalde til et møde om valg af tillidsrepræsentant.

    Frie Skolers Lærerforening anbefaler, at mødet indkaldes med min. 8 dages varsel, med angivelse af dagsorden og kandidater. Mødet afholdes uden for den skemalagte undervisningstid. 

    Kun medlemmer af Frie Skolers Lærerforening kan opstilles som kandidater til valget og skal tilkendegive, om de er villige til at modtage valg. Er der opstillet flere valgbare kandidater, afholdes skriftlig afstemning. Opnår ingen kandidat i første afstemning over halvdelen af de afgivne stemmer, foretages bundet omvalg mellem de to der ved første afstemning opnåede det største stemmetal. Er stemmerne lige ved det bundne omvalg, afgøres valget ved lodtrækning mellem de to kandidater.

  • Hvad med tillidsrepræsentant-suppleanten?

    Ved valg af suppleant gælder samme betingelser som for valg af tillidsrepræsentant med hensyn til

    • Valg og valgbarhed
    • Anmeldelse af valget
    • Indsigelse mod valget
    • Henstillingen om valg for mindst 2 år ad gangen, og at valget så vidt muligt følger skoleåret

    For suppleanten gælder samme regler for frihed til deltagelse i faglige kurser og samme regler for afskedigelse som for tillidsrepræsentanten.

    Under tillidsrepræsentantens fravær (af længere varighed) indtræder suppleanten i tillidsrepræsentantens øvrige rettigheder og pligter iflg. aftalen.

  • Hvornår er valget gyldigt?

    Valget er gyldigt, når det er godkendt i Frie Skolers Lærerforening, og når Frie Skolers Lærerforening skriftligt har anmeldt valget over for skolen.

    Den nyvalgte tillidsrepræsentant er dog, efter arbejdsretslig praksis, omfattet af beskyttelsen allerede fra det tidspunkt, hvor skolen er blevet bekendt med valget.

  • Hvornår kan skolen gøre indsigelse?

    Ansættelsesmyndigheden / Skolens bestyrelse kan inden 3 uger efter den skriftlige anmeldelse af valget gøre indsigelse over for valget af en tillidsrepræsentant. Indsigelserne kan rette sig mod såvel formkrav som mod pågældendes kvalifikationer mv.

    Indsigelse kan derfor ske over for valg af en ansat, som ikke har været ansat i 9 måneder, eller en ansat, som har modtaget en advarsel for et grovere forhold. Efter retspraksis skal der endog temmelig tungtvejende grunde til, for at indsigelser anses for berettigede.

  • Hvordan laver man en forretningsorden for valget?

    I forbindelse med valg af tillidsrepræsentant/suppleant på en skole kan det være nyttigt at anvende en fremgangsmåde, der er almindeligt kendt, anvendt og respekteret.

    Frie Skolers Lærerforening har udarbejdet et forslag til forretningsorden, der indeholder en række emner, som bør gennem-gås/overvejes i forbindelse med et sådant valg.
    Det er Frie Skolers Lærerforenings anbefaling af, hvorledes valget bør foregå.

    I bør under alle omstændigheder anvende en forretningsorden vedr. tillidsrepræsentant-/suppleantvalg; så vælger I ikke at følge Frie Skolers Lærerforenings anbefaling, bør I som minimum udforme og vedtage jeres egen forretningsorden på skolen.

    Se vejledende forretningsorden her

  • Kan man have en fællestillidsrepræsentant?

    Tillidsrepræsentant aftalen giver mulighed for at vælge en fællestillidsrepræsentant. Hvis der på en skole er flere enten afdelinger eller grupper, som er ansat på en statslig overenskomst, og der for hver af disse afdelinger/grupper er valgt en tillidsrepræsentant, kan det med ledelsen aftales, at der vælges en fællestillidsmand til at varetage og forhandle spørgsmål, som er fælles.

    Det er således ikke muligt at vælge en fællestillidsmand for grupper, som ikke er ansat på en statslig overenskomst - eks. en fællestillidsmand blandt tillidsrepræsentant for lærerne og tillidsrepræsentant for køkkenpersonalet, hvis disse sidste eks. er ansat på en overenskomst indgået med FOA.

    Kombinerede skoler
    På kombinerede fri- og efterskoler er der ret til at vælge én tillidsrepræsentant, som så er tillidsrepræsentant for både efterskole- og friskoledelen.
     
    Imidlertid kan skolens ledelse acceptere, at der vælges en tillidsrepræsentant for både friskoledelen og efterskoledelen. Dette valg foretages og anmeldes efter de almindelige regler. Blandt disse to tillidsrepræsentanter  kan der vælges en fællestillidsrepræsentant.