Få hjælp til dit arbejde med arbejdstiden

Tillidsrepræsentantens rolle i planlægning af arbejdstiden

Med arbejdstidsaftalen fra 2021 har du som tillidsrepræsentant fået en vigtig rolle i at samarbejde med skolens ledelse om planlægning og prioritering af lærernes arbejdstid.

Med aftalen 'Arbejdstid for lærere m.fl. i staten' kom der i 2021 igen en overenskomst for arbejdstiden på de frie skoler. Arbejdstiden havde siden august 2014 været fastsat ved lov efter et regeringsindgreb ved overenskomstforhandlingerne i 2013.

Overenskomstaftalen fra 2021 lægger stor vægt på, at du som tillidsrepræsentant skal inddrages flere gange undervejs i ledelsens planlægning af arbejdstid og opgaver for det kommende skoleår.

Sådan skal du inddrages som tillidsrepræsentant

Beskrivelserne herunder gælder, medmindre I på skolen har aftalt alternative fremgangsmåder for at inddrage lærerne og sikre transparens i ledelsens planlægning og prioriteringer af lærernes arbejdstid.

  • Drøftelse af målsætninger

    Det første skrift i planlægningen af arbejdstiden for næste skoleår er, at ledelse og tillidsrepræsentant drøfter de overordnede målsætninger for skolen/institutionen. Herunder målsætningerne for lærernes undervisning og øvrige opgaver, som ledelse og lærere vil arbejde for i den kommende normperiode. 

    Når du har haft denne drøftelse med ledelsen, skal ledelsen udarbejde og udlevere et  grundlaget for ledelsens prioriteringer.

    Grundlaget beskriver ledelsens prioriteringer i forhold til følgende elementer:

    • Individuel forberedelse.
    • Det forventede gennemsnitlige undervisningstimetal.
    • Prioriterede indsatser og opgaver, og disses eventuelle betydning for lærernes øvrige opgaver.
    • Information om beslutninger, projekter og lignende, som er fastlagt af skolens/institutionens bestyrelse og ledelse, samt den forventede andel af lærernes arbejdstid, der forventes at skulle anvendes hertil.
    • Eventuelle økonomiske rammebetingelser, der har konsekvenser for prioriteringer af lærernes arbejdstid i den kommende normperiode.
    • På skoler/institutioner, hvor der er løbende elevoptag og/eller holddannelse flere gange i normperioden, skal grundlaget indeholde oplysninger om forventede holddannelser i normperioden.
    • På skoler/institutioner, hvor der er lærere, der er ”døgnarbejdere”, skal grundlaget indeholde oplysninger om det forventede gennemsnitlige antal kosttilsynstimer.
  • Drøftelse af ledelsens prioritering af lærernes arbejdstid

    Når du som tillidsrepræsentant har modtaget ledelsens skriftlige grundlag for prioritering af lærernes arbejdstid, skal du have en drøftelse med ledelsen om indholdet. 

    Drøftelsen mellem ledelse og tillidsrepræsentant om ledelsens prioriteringer af lærernes arbejdstid har til formål at understøtte: 

    • sammenhængen mellem lærernes arbejdstid og opgaver
    • et rimelig forhold mellem undervisning og forberedelse

    På baggrund af den fælles drøftelse om ledelsens prioriteringer af lærernes arbejdstid udarbejder ledelsen et forslag til en skole- /institutionsplan.

    Skole-/institutionsplanen skal indeholde følgende oplysninger:

    • Antallet af lærere på skolen/institutionen.
    • Ledelsens prioriteringer og grundlaget for prioriteringerne som beskrevet i afsnit 2 ovenfor.
    • Overordnede beskrivelser af de prioriterede indsatser og opgavers indhold. 
    • Beskrivelse af klasselærer- og kontaktlærerfunktionen.
    • Beskrivelse af individuel forberedelse.
  • Drøftelse af transparens i planlægningen og principper for mødeaktiviteter mm.

    Når du som tillidsrepræsentant har modtaget ledelsens forslag til en skole-/institutionsplan, skal du have en drøftelse med ledelsen om indholdet. 

    På baggrund af forslaget drøfter ledelse og tillidsrepræsentant, hvordan der sikres transparens i planlægningen og opgavefordelingen. Ledelse og tillidsrepræsentant drøfter en række principper for skolen/institutionen.

    Efter denne drøftelse med tillidsrepræsentanten, fastlægger ledelsen principper for:

    • Lærernes tilstedeværelse
    • Mødeaktiviteter 
    • Balance mellem den enkelte lærers selvtilrettelæggelse af arbejdstiden og det fælles kollegiale samarbejde
  • I forbindelse med samarbejdsmøde

    Når du som tillidsrepræsentant har haft en drøftelse med ledelsen om forslaget til en skole-/institutionsplan er næste skridt i planlægningen af arbejdstiden, at der skal afholdes et samarbejdsmøde med deltagelse af både ledelse og lærere.

    På samarbejdsmødet præsenterer ledelsen målsætningerne og skole-/ institutionsplanen. 

    Formålet med mødet er, at lærerne kan kvalificere målsætningerne og skole-/institutionsplanen, inden ledelsen træffer sin endelige beslutning.

    I drøftelsen indgår en evaluering af erfaringerne fra det seneste skoleår.

    Bemærk
    Hvis din skole er opdelt i afdelinger/fordelt på flere geografiske lokaliteter, skal du som tillidsrepræsentant have en drøftelse med ledelsen om, hvordan samarbejdsmødet gennemføres, så formålet med mødet tilgodeses.

  • I forbindelse med evaluering

    Når et skoleår er slut, skal ledelsen udarbejde en skriftlig opsamling på erfaringerne med planlægning af arbejdstid og opgaver det seneste skoleår.

    Den skriftlige opsamling skal udarbejdes forud for vedtagelsen af budgettet, men det har ikke i øvrigt betydning for skolens/institutionens normale proces for budgetlægning. 

    Inden udarbejdelsen af den skriftlige opsamling samarbejder ledelse og tillidsrepræsentant om at indhente fælles viden om:

    • Erfaringer med, hvordan der arbejdes med skolens/institutionens målsætninger,
    • erfaringer, som kan have betydning for ledelsens prioritering af lærernes arbejdstid og opgaver, som lærerne skal varetage den kommende normperiode,
    • principper for lærernes tilstedeværelse,
    • principper for mødeaktiviteter og balancen mellem lærerens selvtilrettelagte tid og det fælles kollegiale samarbejde.

    Tillidsrepræsentanten inddrages i udarbejdelsen med henblik på at kvalificere opsamlingen, inden den færdiggøres af ledelsen.

    Opsamlingen indgår i drøftelsen på det næste samarbejdsmøde, hvor ledelsen og lærerne deltager. Formålet er et sikre en løbende proces, hvor erfaringer samles op og indgår i drøftelser og prioriteringer i de efterfølgende skoleår/normperioder.

Ressourcer og værktøjer til samarbejdet om arbejdstid mellem tillidsrepræsentant og ledelse

FAQ OM OPGAVEOVERSIGT
Medarbejder og Kompetencestyrelsen og Lærernes Centralorganisation/CO10 har i fællesskab udarbejdet en FAQ, der besvarer en række af de hyppigst stillede spørgsmål om opgaveoversigten.

KLUBMATERIALE
Klubmaterialet kan du bruge til at give FSL-klubben et fælles overblik over, hvad der skal ske, og hvordan I kan forberede jer på samarbejdet med ledelsen om planlægning af arbejdstiden i næste skoleår.

Husk at læse præsentationen igennem i god tid inden klubmødet, så du er godt forberedt.

TJEKLISTE OG KALENDEREKSEMPEL
Tjeklisten kan hjælpe dig med at få overblik over de afgørende punkter i samarbejdsprocessen. Kalendereksemplet viser, hvordan processen kan planlægges, så I får tid til det hele.
Bemærk: Dokumentet beskriver ikke, hvordan I skal gøre det. Det er til inspiration, og du og skolens leder skal sammen aftale, hvordan I griber det an. 

EVALUERINGSSKEMA
I løbet af efteråret skal ledelsen udarbejde en skriftlig opsamling på erfaringerne med planlægning af arbejdstid og opgaver det seneste skoleår.

Inden udarbejdelsen af den skriftlige opsamling skal du som tillidsrepræsentant samarbejde med ledelsen om at indhente fælles viden blandt dine kolleger. Evalueringsskemaet er et eksempel på, hvordan du kan arbejde med at inddrage kollegerne

Du er velkommen til at bruge skemaet direkte eller tilpasse det til forholdene på din skole. Skemaet kan danne grundlag for en uddybende drøftelse på et klubmøde.

PROCESVÆRKTØJ
Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Lærernes Centralorganisation (LC) og Centralorganisationen af 2010 – CO10 (CO10) har som led i indgåelsen af Aftale om Arbejdstid for lærere m.fl. i staten (lærerarbejdstidsaftalen) udarbejdet et procesværktøj til arbejdet med at implementere aftalen.

ARBEJDSTIDSAFTALEN
Skatteministeriet, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, og Lærernes Centralorganisation og CO10 – Centralorganisationen af 2010 indgik den 1. juli 2021 aftalen om arbejdstid for lærere m.fl. i staten.

Aftalen fastlægger de regler, som statens skoler/institutioner generelt må antages at have brug for. Hvis de lokale parter er enige om det, kan aftalen både suppleres og fraviges ved lokalaftale.

Frie Skolers Lærerforening afholdt i 2021 en række møder med medlemmer inden afstemningen om OK-21. På møderne blev hovedpunkterne i den nye arbejdstidsaftale gennemgået, og medlemmerne havde mulighed for at stille spørgsmål. 

Få inspiration til dit arbejde med arbejdstiden på din skole