Nyvalgt tillidsrepræsentant fik alle kolleger til at melde sig ind

Som nyvalgt tillidsrepræsentant på Nr. Lyndelse Friskole fik Marianne Duus på kort tid organiseret alle medlemmer i Frie Skolers Lærerforening

D 25. april 2022

Organisering
Ny tillidsrepræsentant

Da Marianne Duus startede som tillidsrepræsentant på Nr. Lyndelse Friskole, var de kun ’en håndfuld medlemmer’ af Frie Skolers Lærerforening, og de havde aldrig haft en tillidsrepræsentant, fortæller Marianne Duus. Men pludselig blev en ide luftet for lærer­ne. Og den kom fra en lidt uventet side.

»Ledelsen havde været på kursus i den nye arbejdstidsaftale, og så kom den tilbage og foreslog, om ikke vi skulle vælge en tillidsre­præsentant. Ledelsen ville gerne have en re­præsentant at samarbejde med«, forklarer Ma­rianne Duus.

Det ville, mente ledelsen, give bedre mulig­hed for at lave lokale aftaler og ikke mindst med den nye arbejdstidsaftale, som lægger op til et lokalt samarbejde, kunne det være hen­sigtsmæssigt med en tillidsrepræsentant.

Hvem har lyst?
Efter et møde enedes lærerne om at summe over, hvem der kunne have lyst til at stille op som tillidsrepræsentant, og flaskehalsen pe­gede hurtigt på Marianne Duus.

»Da der var mange, som pegede på mig, be­sluttede jeg, at det ville jeg gerne. Men jeg gjorde det også klart for kollegerne, at jeg hå­bede, at alle ville være med, så vi kunne fort­sætte med at finde løsninger i fællesskab«, for­klarer hun om sine overvejelser.

At pådutte nogen at være medlem ønskede hun ikke, men det viste sig hurtigt, at der in­gen grund var til det. Kollegerne meldte sig ind i Frie Skolers Lærerforening, og det bety­der, at hun fik 100 procent opbakning som nyvalgt tillidsrepræsentant.

»Det betyder alt for mig, at jeg har mine kollegers opbakning, og så der ikke er nogen, der kommer til at stå udenfor aftalerne. Det betyder jo noget for indflydelsen, hvis man ikke er medlem, og det ønsker jeg ikke«, siger Marianne Duus og tilføjer:

»Jeg er næsten helt høj over, at det lykke­des. Det er så dejligt, at vi kan fortsætte med at være fælles om tingene. Hvis der var kolle­ger, som ikke ønskede at melde sig ind, så hav­de jeg måske i nogle situationer været nødt til at sige: »Jeg hører, hvad du siger, men jeg kan ikke hjælpe dig«, og det har jeg virkelig ikke lyst til«, siger Marianne Duus.

»Vi ved selv bedst«
Hun har selv været medlem af Frie Skolers Lærerforening i mange år, og hun fin­der det naturligt at være medlem. Man får heller ikke medlemsrabatten oppe i Brugsen uden at være medlem, som hun siger, men det har bare ikke været kulturen på Nr. Lyndelse Friskole at være organiseret og have tillidsre­præsentant.

Derfor har det hidtil været konsulenter i Frie Skolers Lærerforening, der har forhandlet lønnen med ledelsen. Og sådan ville det også foregå med den nye arbejdstidsaftale, hvis ikke lærerkollegiet havde valgt en tillidsre­præsentant. Det er lærerne ikke utilfredse med, men de er glade for, at de nu selv skal va­retage forhandlingerne.

 

»Det glæder mig, at vi nu selv kan lave afta­lerne og ikke skal have en udefra til at gøre det. Vi ved jo bedst, hvordan vi gerne vil have det, og hvordan vi plejer at gøre det. Vi skal selvfølgelig holde os til rammerne, men vi ved, hvad der fungerer for os«, siger hun og til­føjer, at der også lurede en frygt for, at det hele ville blive mere stift, hvis andre hænder skulle forhandle en arbejdstidsaftale for dem.

»Nr. Lyndelse Friskole er et godt sted at være, og vi ville gerne bevare vores frihed til selv at forhandle, i stedet for at der kommer nogle andre ind over. Vi har nogle ting, vi prio­riterer og gerne vil. Det ønsker vi at fortsætte med, og det kan vi nu«, siger Marianne Duus.