Fem ting du kan lære af tillidsrepræsentanter med høj organiseringsprocent
Der er mange gode grund til at blive medlem af Frie Skolers Lærerforening, hvis man er lærer eller børnehaveklasseleder på en fri skole. Alligevel er det ikke alle, der har meldt sig ind, og organiseringsprocenten (procentdelen af medlemmer) er vidt forskellig fra skole til skole.
Det kan have mange forklaringer, men årlige undersøgelser viser gang på gang, at du som tillidsrepræsentant kan gøre en stor forskel. Faktisk peger omkring hvert andet nyt medlem på tillidsrepræsentanten som en afgørende faktor for, at de har meldt sig ind.
Når Frie Skolers Lærerforening har oplevet en medlemstilgang på 25 procent siden 2015 skyldes det dermed ikke mindst en flot organiseringsindsats fra hundredvis af tillidsrepræsentanter på de frie skoler.
Et quickfix findes ikke
Men hvad er det, der virker, når du som tillidsrepræsentant skal organisere dine kolleger i foreningen. Det er der selvfølgelig ikke nemme svar på, for skolerne og kollegerne er forskellige, og det er tillidsrepræsentanterne også. I et forsøg på at komme et svar lidt nærmere har vi interviewet tillidsrepræsentanten på 16 skoler, hvor alle eller næsten alle deres kolleger er medlemmer af Frie Skoler Lærerforening.
Vi har været nysgerrige på konkrete tiltag, der virker, men ikke mindst har vi snakket med tillidsrepræsentanterne om, hvordan de ser på opgaven med at organisere deres kolleger.
Én ting er i hvert fald fælles for de 16 tillidsrepræsentanter. Ingen af dem har ikke et quickfix i form af en salgstale, der får alle til at melde sig ind. Argumenterne skal selvfølgelig være på plads, men de 16 interviews viste, at succes med medlemsorganiseringen i højere grad kommer af det lange seje træk med en bevidst indsats. En indsats hvor medlemsorganisering indgår som en naturlig overvejelse i alle de andre opgaver som tillidsrepræsentant.
Det kan være i måden man inviterer til møder i FSL-klubben, det kan være i måden man inddrager kollegerne i forhandlinger, og det kan være måden man formidler resultatet af forhandlingerne. Pointen er fra de 16 interviews er, at du skal gøre det på en måde, så det bliver synligt for ikke-medlemmer og attraktivt at blive en del af FSL-klubben.
Tillidsrepræsentanter, der har succes med at organisere:
- ser det som en vigtig del af deres opgave som tillidsrepræsentant at organisere flere medlemmer;
- arbejder bevidst og systematisk med organisering;
- kontakter straks nye kolleger på skolen, præsenterer sig selv og inviterer dem ind i det faglige og kollegiale fællesskab, som FSL-klubben er på skolen;
- informerer om foreningens og FSL-klubbens resultater og arrangementer i sammenhænge, hvor også ikke-medlemmer hører om det.
- gør det eksklusivt at være medlem: inddrager medlemmer i klubdrøftelser, holder gode klubmøder, opbygger et fællesskab omkring FSL-klubben, rådgiver, vejleder og støtter kun medlemmer.
Vi har også snakket med 16 tillidsrepræsentant på skoler med en lav organiseringsprocent. Det kan du læse mere om her.