Du har ret til at anmelde din arbejdsskade indenfor et år fra ulykkestidspunktet. Overskridelse kan få betydning for din ret til ydelser. Dette gælder uanset om arbejdsgiveren eller lægen har tilsidesat deres pligt til at anmelde din skade.
Efter arbejdsmiljøloven gælder en pligt for arbejdsgiveren til at anmelde arbejdsskader, der medfører mere end en hel sygedag for den skadelidte. Men denne pligt gælder i forhold til Arbejdstilsynet og ikke efter arbejdsskadesikringsloven – selvom selve anmeldelsen sker på samme internetportal kaldet ”Easy”.
Nogle arbejdsgivere kommer til at sætte et ”flueben” et forkert sted, hvorefter skaden kun er meldt til Arbejdstilsynet men ikke til skolens forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Der er mulighed for at få dispensation fra den 1 årige anmeldelsesfrist. I disse tilfælde er det dog væsentlig vanskeligere at komme i betragtning til lovens ydelser.
Myndighederne vil efter udløbet af 1 årsfristen kræve væsentlig højere grad af bevis for skadesmekanismen, helbredsforringelsen og sammenhæng mellem mekanisme og helbred. Og alt andet lige, er det svære at dokumentere noget, jo længere tid der er gået.
Anmeldelse af arbejdsskader kan kun med frigørende virkning ske til arbejdsgiverens forsikringsselskab eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. En arbejdsskade er således ikke anmeldt, hvis man blot har meddelt sin arbejdsgiver, at man har været udsat for en arbejdsskade.
Når din arbejdsskade er anmeldt, vil du altid i løbet af et par uger modtage et brev fra arbejdsgiverens forsikringsselskab med besked om, hvordan du skal forholde dig.
Både arbejdsgiver, læger, tandlæger og skadelidte kan anmelde arbejdsskader. Det samme gælder tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant, Danske Undervisningsorganisationers Samråd og Frie Skolers Lærerforening.
Du kan selv stoppe sagen på et hvilket som helst tidspunkt, hvis du ikke ønsker sagen behandlet.
Selvom arbejdsgiveren og læger ifølge reglerne har en form for anmeldelsespligt, er det dit eget ansvar om skaden er anmeldt med henblik på at opnå adgang til lovens ydelser.
Husk, at Frie Skolers Lærerforening hjælper med ethvert spørgsmål i forbindelse med arbejdsskader.
Formålet med at anmelde en arbejdsskade er at kunne komme i betragtning til de ydelser, som loven kan give. Det vil sige:
Herudover kan en anmeldelse af arbejdsskade have betydning for din ret til sygedagpenge. F.eks. ophører sygedagpengerefusionen ikke efter 22 uger, hvis arbejdsskaden er årsagen til sygefraværet og sagen endnu er under behandling i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.