10 år efter Præstø-ulykken: Hver tredje skole har ingen plan for, hvad der skal ske, hvis ulykken sker

Langt de fleste høj- og efterskolelærere føler sig trygge ved at stå med ansvaret, når der er sejlads og adventure på skemaet. Alligevel har over halvdelen af lærerne været tæt på en alvorlig ulykke med eleverne. Det viser en ny undersøgelse, magasinet Frie Skoler har lavet.

D 29. januar 2021

af Simone Kamp
Pressemeddelelse

Inden for de seneste to år har over halvdelen af de høj- og efterskolelærere, der underviser i adventure eller anden farlig sport, stået i en situation, hvor de har tænkt: Her kunne der være sket en alvorlig ulykke. En tredjedel af lærerne oplyser, at skolen ikke har en klar plan for, hvem der gør hvad, i tilfælde af at en eller flere elever kommer alvorligt til skade. Og en ud af otte lærere har ikke ledelsens opbakning til at aflyse aktiviteter, som de finder utrygge eller uforsvarlige.

Det viser en rundspørge, som magasinet Frie Skoler har gennemført blandt de efterskole- og højskolelærere, der er medlem af Frie Skolers Lærerforening og arbejder med adventure eller anden farlig sport. I alt har 190 har svaret på spørgeskemaet.

Undersøgelsen er gennemført op til 10-årsdagen for den tragiske ulykke på Præstø Fjord – 11. februar 2011. Her kæntrede en båd med 13 efterskoleelever og to lærere. En lærer omkom, og flere elever fik alvorlige men efter deres lange ophold i det kolde vand.

Fremgang siden Præstø-ulykken

Her i 2021 giver langt de fleste lærere dog udtryk for, at der er styr på sikkerheden på skolerne og i de fag, de underviser i.

80 procent af lærerne oplever, at skolerne prioriterer sikkerheden, 77 procent af lærerne taler med ledelsen om sikkerhed ved deres aktiviteter, og 78 procent af lærerne er uddannet inden for den aktivitet, de underviser i.

91 procent af lærerne svarer, at de ved, hvor den pågældende aktivitets sikkerhedsreglement ligger. Og 99 procent af de lærere, der arbejder med aktiviteter på vand, ved, at der gælder helt særlige regler her. Det sidste er væsentlig flere end i 2013, hvor magasinet Frie Skoler lavede en lignende rundspørge. Her svarede 35 procent, at de ikke havde tilstrækkeligt klare og tydelige regler og aftaler om sejlads på skolen.

Men selv om undersøgelsen viser, at skolerne er mere opmærksomme på sikkerheden, er det stadig ikke godt nok, siger formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup:

»Vi er ikke i mål. Vi er ikke færdige med at snakke sikkerhed på skolerne. Når vi har 30 procent, der ikke har en klar plan for, hvad der skal ske i tilfælde af en alvorlig ulykke, eller 13 procent, der ikke har ledelsens opbakning til at aflyse en aktivitet, så er vi ikke helt i mål«, siger han.

 

Læs mere om undersøgelsen i Magasinet Frie Skoler, januar 2021:

Frie Skoler 1, 2021 by Frie Skolers Lærerforening - issuu

 

Sådan gjorde vi

Spørgeskemaet er blevet sendt medlemmer, der underviser i adventure eller farlig sport på efterskoler eller højskoler.

I alt har vi modtaget 190 besvarelser.

Sådan fordeler besvarelserne sig:

  • 92 % efterskolelærere, 7 % højskolelærere, 1 % andet.
  • 26 % kvinder, 74 % mænd

Disse fag underviser lærerne i:

Tallet dækker over antallet af lærere. Mange underviser i flere fag, og derfor er antallet langt over de 190 besvarelser.

  • 107 skisport
  • 97 kajak, kano, roning
  • 89 mountainbike
  • 77 klatring
  • 44 rappelling
  • 37 spring/trampolin
  • 24 sejlads
  • 22 dykning/snorkling
  • 20 surfing
  • 13 ridning
  • 10 jagt
  • 7 gokart eller anden motorsport
  • 3 undervandsjagt
  • 23 andet (herunder kite-surfing, kampsport, amerikansk fodbold, rafting, paintball, skating mm)

For yderligere oplysninger

Kontaktpersoner

Mikkel Hvid

Kommunikationschef

Kontaktoplysninger

Tlf.: 22 68 00 99