Hvorfor blev du lærer?
Min mor er lærer, så måske er jeg blevet inspireret lidt af hende. Jeg kommer selv fra et friskolemiljø på Vestsjælland, og jeg har også gået på efterskole, og jeg har bare mødt en masse skønne lærere, som på forskellige måder har haft en stor betydning for mit liv. Og dem har jeg også kunnet spejle mig i. Og så er jeg blevet bekræftet i mit valg som lærervikar under en orlov på uddannelsen.
Hvorfor søgte du jobbet på Bagsværd Friskole?
Jeg var midt i min bachelor, og jeg var faktisk afklaret med, at jeg måske ikke ville have et job lige efter sommerferien. Men så slog skolen en stilling op, som passede rigtig godt til min profil med engelsk og musik som linjefag. Og skolen minder om det, jeg selv kommer fra. En lille friskole med ét spor og med en kreativ profil, hvor mange af eleverne deler min interesse for musik.
Hvordan oplevede du starten i dit nye job?
Man har jo hørt lidt gennem uddannelsen og medierne, så jeg havde nok en forventning om, at jeg kunne blive druknet i arbejde i starten. Og også, at der var en risiko for, at jeg kunne opleve stresslignende symptomer. Men heldigvis endte jeg i et supergodt team, som var gode til føre mig ind i tingene på en god måde og sørge for, at jeg fik opgaver, jeg kunne overskue. Til gengæld overraskede det mig lidt, hvor mange møder der er, og hvor mange timer der ligger ud over den almindelige undervisning.
Er der noget, du gerne ville gøre om?
Jeg synes generelt, det er gået rigtig godt, så det er svært at sige. Men jeg ville da gerne have haft lidt mere erfaring i at lave årsplaner. Det er bare et kæmpe arbejde, når man ikke har prøvet det før og ikke har noget at falde tilbage på. Så det var lidt af et chok, men jeg fik god hjælp og kom igennem det, så jeg har mere ro i maven til næste gang.
Hvordan er din oplevelse af jobbet i dag i forhold til starten?
Jeg kæmpede lidt med det i starten, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle ud på en efterskole, og jeg er uddannet til udskolingen, men her skulle jeg også undervise i indskolingen. Men nu har jeg ret meget ro omkring, at det er et sted, jeg kan være i mange år. Jeg har de skønneste kolleger og elever, som brænder for det kreative, som jeg selv gør.
Hvilke råd vil du give til en lærer, der lige er begyndt i et nyt job?
At man i starten skal have meget fokus på relationerne til sin elever. Man er bare lidt usikker på sin faglighed i starten, selvom man har lært en masse på uddannelsen. Og gode relationer gør det lettere at komme i mål med det faglige. Og så tror jeg, at man som nyuddannet lærer skal passe på med at spejle sig alt for meget i sine rutinerede kolleger. Jeg har super dygtige kolleger, som jeg lærer en masse af, men man skal ikke forvente af sig selv, at man kan gøre det samme som dem. Det kommer med erfaring gennem mange år, så jeg tror hellere, at man skal tage det lidt rolig, suge til sig og ellers gøre tingene på sin egen måde.
Hvorfor meldte du dig ind i Frie Skolers Lærerforening?
Fordi jeg fik det anbefalet af min tillidsrepræsentant. Hun gav mig en velkomstmappe og sagde, at hun kraftigt anbefalede, at jeg blev medlem. Så det tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre.