Regler om opsparing af frihed træder i kraft 1. maj
Lærere og børnehaveklasseledere på frie skoler kan fra 1. maj 2025 opsparet op til 15 dages frihed. Opsparingen kan komme fra både afspadsering og særlige feriedage.
Aftalen om opsparing af frihed fra overenskomstforhandlingerne i 2024 er nu skrevet endelig under af de centrale parter. Aftalen træder i kraft 1. maj 2025 og giver nye muligheder for, at lærere/børnehaveklasselederne kan gemme optjent frihed til senere afvikling.
Ny mulighed – ikke ny frihed Der er ikke tale om ny frihed, men en ny mulighed for opsparing af allerede eksisterende frihed i form af afspadsering og særlige feriedage.
Den nye frihed kan for eksempel anvendes i forbindelse med indkøring af børn i institution, pasning af syge forældre og længere ferierejser. Opsparingen kan bestå af afspadsering og særlige feriedage.
Der kan højst til enhver tid være opsparet 15 dage, hvoraf opsparing af afspadsering (se herunder) højst kan udgøre otte dage. Resten kan komme fra særlige feriedage.
Regler for afholdelse Afholdelsen af opsparede fridage skal aftales med ledelsen, dog således at op til 8 dage pr. kalenderår og op til to dage i sammenhæng skal afholdes i overensstemmelse med den ansattes ønsker, medmindre det er uforeneligt med den konkrete planlægning af arbejdstiden.
Lokale aftale om opsparing Aftalen om frihedsopsparing kan fraviges eller suppleres ved lokale aftaler, mellem tillidsrepræsentanten og skolen lokalt.
Opsparing af afspadsering
Over-/merarbejde fra tidligere skoleår. Over-/merarbejdet kan opspares af den ansatte fra det tidspunkt, hvor arbejdsgiver har opgjort over- og merarbejdet og besluttet, om det udbetales eller afspadseres efter reglerne herfor.
Grundskolers afspadsering fra konverteret ulempegodtgørelse og for weekendgodtgørelse.
Efterskolers afspadsering fra kompensation for inddragede fridage.
Opsparet afspadsering for aften og natarbejde 37/3 reglen (gælder for grundskoler med kostafdelinger med døgnarbejde).
Opsparing af særlige feriedage
Særlige feriedage fra og med optjeningsåret 2024 kan opspares.
Den ansatte skal give besked om opsparing inden 1. september i afholdelsesperioden, altså inden 1. september det efterfølgende kalenderår.