

Hvorfor stiller du op?
Jeg stiller op, fordi jeg mener, at jeg med min politiske baggrund kan føre og udvikle foreningen ind i fremtiden i solidt samarbejde med medlemmerne og de tillidsvalgte. Som et af de nyere medlemmer af Hovedbestyrelsen tør og vil jeg se nye perspektiver. Jeg møder medlemmerne og det politiske med åbenhed, og jeg tænker i muligheder.
Hvad skal medlemmerne vide om dig som person?
Jeg har siden 2000 været uddannet lærer og arbejdet på forskellige typer af skoler: behandlingsskole, folkeskole, privatskole og friskole. Jeg mener, at der mangler respekt for læreren, for lærerfaget og for lærergerningen. Den holdning har jeg altid arbejdet ud fra i mine år som lærer, tillidsrepræsentant, kredsbestyrelsesmedlem, kredsformand og medlem af Hovedbestyrelsen, og det udgangspunkt tager jeg helt naturligt med mig som næstformand. Som lærer på de frie skoler skal vi med vores mangfoldighed og værdier have den respekt, som vi fortjener fra politikerne og omverdenen.
Uretfærdighed er det værste jeg ved – fællesskab det allerbedste!
Hvad vil du gøre for og med foreningen?
Foreningen vil med mig have en stærk fagforening-politisk profil som næstformand. Jeg har siden 2022, hvor jeg blev kredsformand, været en stærk og tydelig stemme for lærerne, fagforeningen og de frie skoler. Jeg har kæmpet for bevarelse af 10. klasse, for respekt for lærerprofessionen og for trivsel for lærere både i debatindlæg, ved offentlige arrangementer og i mit fagpolitiske virke. Løn er stadig en vigtig sag, for kampen om fair lærerløn er langtfra vundet, men også andre områder skal i spil: Hvordan kan vi med retfærdige aftaler og ordentlige overenskomster støtte op om et helt og langt lærerliv, hvor man ikke nedslides psykisk eller arbejder under forhold, der er urimelige eller overenskomststridige?
Vores forening skal fortsat være førstevalget for lærerne på de frie skoler i Danmark. Det skal vi sikre ved, at vi som forening er relevante, udvikler os og sikrer, at vi skaber værdi gennem forhandlinger og aftaler, der gælder nu-og-her. Og så skal vi være den klare stemme for fremtiden, så vores profession styrkes og de frie skoler tales op i medierne. Det har jeg vist, at jeg kan bidrage til.
Hvad vil du arbejde for i valgperioden?
Jeg vil arbejde for, at vi som lærere på de frie skoler kan være lærere hele arbejdslivet og får den respekt og anerkendelse, som vi fortjener. Også på lønniveauet!
Jeg vil være med til at lægge ambitiøse drømme ind i overenskomsten for fremtiden.
Jeg vil kæmpe for, at Frie Skolers Lærerforening er det naturlige fagpolitiske medlemsvalg for alle lærere på de frie skoler i Danmark, og at vi står for overenskomsten – også på højskolerne, der i min optik er en naturlig del af vores ”familie”.
Jeg vil yde mit bidrag til, at vi er en ordentlig demokratisk forening – med kort til toppen og med stadig mægtiggørelse af tillidsrepræsentanterne, så medlemmerne til enhver tid har en stemme direkte ind i foreningens styrehus.