De særlige feriedage optjenes i kalenderåret, 1. januar til 31. december.
Der optjenes 0,42 særlig feriedag med løn pr. måneds ansættelse, svarende til 5 dage pr. år.
For ansættelsesperioder af under en måneds varighed optjenes særlige feriedage i forhold til ansættelsens længde.
De særlige feriedage afvikles året efter, de er optjent og i ferieåret, der går fra 1. maj til 30. april.
Tidspunktet for afvikling af de særlige feriedage fastlægges ved aftale mellem skolen og læreren.
Afvikling sker i overensstemmelse med lærerens ønsker, i det omfang det er foreneligt med tjenesten. Læreren skal give varsel om afviklingen så tidligt som muligt.
Afvikling kan ske som enkeltdage eller som brøkdele af dage.
Hvis dagene ikke er holdt eller afviklingstidspunktet ikke er fastlagt senest 1. januar, kan skolen varsle dagene afholdt med en måneds varsel.
Særlige feriedage ved fratræden
Tilgodehavende særlige feriedage udbetales kontant ved fratræden, medmindre det aftales, at de overføres til den nye arbejdsgiver. Dette er muligt, hvis du skifter fra en fri skole til en anden fri skole.
Der skal på fratrædelsesdatoen udarbejdes en opgørelse over, hvor mange særlige feriedage, du har afviklet. De ikke-afviklede særlige feriedage udbetales med den afsluttende løn.
Der skal udbetales 0,5% af den ferieberettigede løn i optjeningsåret pr. særlig feriedag, der skal udbetales.
Overførsel af særlige feriedage
Skifter læreren fra en efterskole, en fri grundskole, en friskole mv. til en anden arbejdsgiver omfattet af aftalen, kan det aftales mellem nuværende skole og læreren, at tilgodehavende særlige feriedage overføres til det nye ansættelsesforhold.
De optjente særlige feriedage overføres til den nye arbejdsgiver, og optjeningen videreføres hos denne.
I dette tilfælde overfører den afgivende skole den kontante godtgørelse for de overførte dage til den modtagende arbejdsgiver, jf. nedenfor.