Fridage på efterskoler og grundskoler med kostafdelingen
Som lærer på en efterskole og på grundskole med opgaver på kostafdelingen vil weekenderne normalt være arbejdsdage, hvor du kan være planlagt med opgaver på skolen. Du skal dog naturligvis også have fridage på lige fod med andre ansatte, som normalt har fri i weekenderne.
Fridage i planlægningen af din arbejdstid
- Skolens ledelse skal planlægge dig med 26 fridage for hver tre måneders periode og give dig planen senest fire uger før periodens start.
- Afspadserings- og feriedage tæller ikke med i de 26 fridage.
- Antallet af fridage forhøjes med antallet af eventuelle søgnehelligdage i perioden, bortset fra søgnehelligdage, der falder på ugedage, hvor du normalt altid har fri.
- Mindst 30 fridage pr. år skal placeres på søn- eller helligdage.
- Arbejdstiden skal tilrettelægges sådan, at du så vidt muligt får to sammenhængende fridage pr. uge.
- En fridag lagt på en søn- eller helligdag regnes kun med, hvis den indeholder hele det pågældende kalenderdøgn (kl. 00-24)
Varigheden af fridage
- En fridag skal være på mindst 40 timer.
- Hvis der indgår et helt kalenderdøgn, skal fridagen dog kun være mindst 36 timer. Med et helt kalenderdøgn menes fra kl. 00.00 – kl. 24.00 næste dag.
- Hvis du har to fridage i sammenhæng, skal den samlede frihed være på mindst 64 timer.
- Hvis der indgår to hele kalenderdøgn, skal den samlede frihed være på mindst 56 timer.
- Hvis du har mere end to sammenhængende fridage, skal de øvrige fridage have en længde på mindst 24 timer.