Uffe Rostrup svarede på spørgsmål om ok-forhandlingerne

Medlemmerne fik aktuelt nyt fra forhandlingerne og svar på spørgsmål om foreningen, økonomien og foreningens holdning til konflikt

D 8. februar 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef
OK18

Kan I ikke forhandle jer til noget, som vi faktisk kan bruge ude på skolerne? Et loft over undervisningstimetallet eller en god forberedelsesfaktor? Og hvornår er foreningen tilfreds? 

Formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, var i starten af året rundt i kredsene for at svare på spørgsmål om overenskomstforhandlingerne.

Han forklarede, at tre store knaster skal høvles ned, hvis forhandlingerne skal gå glat: Parterne skal blive enige om, hvor meget de offentligt ansattes løn kan og må udvikle sig i forhold til de privatansattes løn. Parterne skal finde hinanden på spørgsmålet om betalte frokostpauser. Og så skal der laves en aftale om
lærernes arbejdstid.

Hvis der ikke findes en løsning på de to første problemer, kan det udløse en storkonflikt på statens område. Hvis ikke der findes en løsning på det sidste problem, peger pilen på en konflikt på lærerområdet. 

Tilhørerne på Kochs Skole i Kreds 2 nikkede, da Uffe Rostrup sagde, at Frie Skolers Lærerforening meget gerne vil undgå en konflikt. De bakkede også op, da han sagde, at han hverken kan eller vil afskrive strejkevåbnet.

"Hvis vi slet ikke bliver hørt ved forhandlingsbordet, kan vi være nødt til at bruge det ultimative våben. Hvis vi ikke tør kæmpe, er vi blevet bange for vores egen skygge".

En række spørgsmål på mødet gik på, hvad der praktisk og økonomisk kommer til at ske, hvis der kommer en konflikt. Uffe Rostrup fortalte, at medlemmer i strejke vil modtage støtte fra foreningen. Hvis lærerne i stedet bliver lockoutet af arbejdsgiverne, bliver medlemmerne derimod tilbudt et lån fra foreningen.

Og Uffe Rostrup betonede flere gange, at strejke eller lockout ikke er et ønskescenarie: 

 

»Vi får kun ordnede forhold, hvis vi kan lande en aftale om lærerens arbejdstid og om lønnen for lærerne på de frie skoler. Kun på den måde sikrer vi, at parterne tager ansvar, og at det bliver, som vi aftaler«.

Konflikten i 2013 gjorde så ondt, fordi vi blev forhindret i at møde op på vores skoler. Det føltes uretfærdigt. Jeg vil have det anderledes, hvis vi strejker for at opnå noget, som giver os et bedre lærerliv, og som vi ikke kan opnå på andre måder.

Morten Kjærulff-Schmidt fra Bernadotteskolen på mødet i Kreds 7

deltag i debatten