Trepartsaftalen: Det bedste er, at det nu er slut

Der er både skidt og kanel I den trepartsaftale, som blev landet for nylig – men det er godt, at aftalen endelig er landet.

Helt overordnet er det en uskik, at regeringen udpeger særlige grupper af offentligt ansatte og afsætter ekstraordinære lønmidler til dem uden om det sædvanlige aftalesystem. Og trepartssystemet, hvor regeringen forhandler med arbejdsmarkedets parter, fungerer ikke til lønforhandlinger.

Det bliver simpelthen for let for regeringens forhandlere at stille krav om modydelser, for pengene kan forsvinde fra bordet som dug for solen, hvis kravene ikke honoreres. Der skal ikke være tre deltagere i en lønforhandling, og derfor vil vi også holde både fagbevægelsens og arbejdsgivernes repræsentanter op på det løfte, som flere af dem har givet undervejs i trepartsforhandlingerne: Det kommer ikke til at gentage sig!

Når det så er sagt, så er det godt, at aftalen er i hus, inden overenskomst 2024 går i gang. Det er også godt, at den løn, som nu er aftalt til de særlige grupper, ikke får indflydelse på reguleringsordningen. Det betyder nemlig, at det særlige lønløft holdes uden for regnestykket, når man fremadrettet sikrer, at de offentlige lønninger reguleres, så de ikke kommer for langt efter de private. Eller sagt på en anden måde: Alle grupper, der ikke får del i trepartslønnen, kommer heller ikke til at betale for det efterfølgende.

Modydelserne, som for eksempel består af mere fleksible vagtplaner og fuldtidsarbejde, kommer også kun til at gælde de berørte grupper. Det er også fint, at udmøntningen er fremrykket, så de sidste lønstigninger sker i 2026 i stedet for 2030, som der først var lagt op til.

Men så slipper kanelen også op. Det er skidt, at der med aftalen lægges op til, at parterne i fremtiden skal arbejde på at udvikle løndannelsen, så den understøtter fleksibilitet og rekrutteringsmuligheder – for eksempel i form af mere lokal løndannelse.

Selv om det lægges ud til parternes drøftelse og forhandling, og selv om det er en sag for kommuner og regioner, så er det jo et klokkeklart signal fra regeringen om, at man anser lokal løndannelse for at være vejen frem på det offentlige arbejdsmarked.

Det har vi svært ved at se fornuften i, medmindre man fra arbejdsgivers side lægger kursen om og garanterer, at de lokale lønmidler kommer til udbetaling som forventet.   

Hvis nogen spørger, om lærerne på de frie skoler ikke skulle have haft del i lønløftet, så er svaret, at det havde været helt rimeligt, men det har bare aldrig været på dagsordenen for forhandlingerne, og derfor er jeg heller ikke overrasket over, at trepartsmidlerne ikke tilgodeser lærerne.

I Frie Skolers Lærerforening kan vi sige til lykke til de grupper, som nu er sikret et lønløft, og så er vi klar til at forhandle overenskomst i 2024. Vi har høje forventninger – for alle på det offentlige arbejdsmarked er værdifulde og bidrager til fællesskabet – også lærerne på de frie skoler.