Test-cirkusset er lukket – vi har en løsning

Uffe Rostrup er godt tilfreds med, at lærerne på de frie skoler nu kan blive testet lige som folkeskolelærerne

D 12. februar 2021

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

»Det er rart, at KL nu også mener, at der er lovhjemmel til, at kommunerne kan tilbyde lærerne på de frie skoler en frivillig corona-test«.

Det siger formanden for Frie Skolers Lærerforening, Uffe Rostrup, efter en lille uge, hvor foreningerne på det frie skoleområde har kæmpet mod kommunal forskelsbehandling og for, at de frie skoler tilbydes den samme testløsning som de kommunale folkeskoler.

Uffe Rostrup vurderer, at kampen er vundet, og han er godt tilfreds med den løsning, som blev landet:  

»Det er fint, at de frie skoler nu har fået lov til at henvende sig til kommunerne og få en tilsvarende løsning som den, kommunerne tilbyder folkeskolerne. Det kan vi godt være tilfredse med«, siger Uffe Rostrup.

Han håber, at den nye test-løsning bliver klar, så lærerne på de skoler, der arbejder i uge 7, kan blive testet fra mandag den 15. februar, mens de andre skoler er test-klar, når lærerne møder ind efter vinterferien.

Uffe Rostrup synes, at organisationerne på de frie skoler bør klappe sig selv og hinanden på skuldrene.

»Den her sag viser, at når vi arbejder sammen, så kan vi sætte en dagsorden og modgå den forskelsbehandling, som vi nogle gange møder«.

deltag i debatten