Regeringen gør op med Tvind-lovgivningen

Frihedspakke giver frie grundskoler mulighed for at oprette afdelinger og dele ledelse og administration på tværs af skoler

D 17. september 2018

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

Der er to gaver til de frie grundskoler i den frihedspakke, som Finansministeriet præsenterede i begyndelsen af september: Frie grundskoler skal have lov til at gå sammen om en fælles ledelse og administration på tværs af skolerne, og den enkelte grundskole skal have lov til at oprette afdelinger uden for skolens matrikel.

Mange folkeskoler har i dag fælles ledelse og administration, og nu får de frie grundskoler mulighed for det samme. Der er delte meninger om, hvor godt fælles administration fungerer på folkeskoleområdet.

De store privatskoler har i flere år haft et ønske om at kunne udvide med afdelinger uden for matriklen. Og det er det ønske, regeringen vil efterkomme med sin frihedspakke.

I midten af 1990’erne blev det som en del af Tvindloven forbudt for de frie skoler at have afdelinger på andre matrikler. Loven skulle sikre, at de frie skoler var forældredrevne og -skabte skoler og ikke pædagogiske forretningsimperier.

Nu vil regeringen så igen give skolerne lov til at etablere afdelinger. Tvindloven blev i øvrigt senere erklæret grundlovsstridig. Det skyldes især, at loven nævnte navngivne (Tvind-)skoler, som blev udelukket fra at modtage statslige tilskud. Det blev betragtet som særlovgivning og i strid med grundloven.

deltag i debatten