Nej, efterskolelærere skal ikke køre positivt testede elever til PCR-test!

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 16. marts 2021

Debat
Uffes uforbeholdne

Efterskolerne har alle fået lov at åbne, men på betingelse af at eleverne testes to gange hver uge. Desværre viser en nogle af de kviktest, der anvendes, et falsk positivt resultat.

Derfor har en del efterskoler fået den tanke, at i stedet for at sende alle elever hjem, når kviktesten er positiv, så kan skolen sende eleven af sted med en lærer eller anden ansat ved rattet for at få en PCR-test ved nærmeste testcenter.

Men den går heldigvis ikke. Det er vanvittig utrygt for lærerne, og vi er på ingen måde ansat til at skulle tage så store risici, at vi skal køre med elever, der er testet positiv.

Vi har i dag fået en mundtlig tilkendegivelse fra Undervisningsministeriet om, at det udelukkende er forældre og pårørende, der kan transportere elever til en sådan PCR-test – altså hverken lærere eller andre ansatte. Vi har endnu ikke fået denne udmelding på skrift, og indtil den foreligger, er det afgørende, at du kontakter foreningen, hvis skolen beder  dig eller dine kolleger køre en positiv testet elev til PCR-test. For du må ikke nægte at udføre en arbejdsopgave, som du er blevet pålagt af skolelederen – det kan føre til ansættelsesretlige skridt. På den anden side har skolen ikke mulighed for at pålægge lærerne denne opgave. Det er bare ikke dig eller din kollega, som skal tage den kamp på individuel basis – den tager Frie Skolers Lærerforening for dig. Du skal bare kontakte sekretariatet.

Jeg håber, at vi meget snart enten i retningslinjerne for genåbningen eller i ministeriets spørgsmål/svar kan se udmelding på skrift.

deltag i debatten