Løntjek 2016: Fejl for lidt over en million kroner
Konsulenterne i Frie Skolers Lærerforening (FSL) fandt fejl for godt en million kroner, da de i uge 4 tjekkede lønsedler. Set med gennemsnitsbriller betyder det, at hver eneste af de 506 FSL-medlemmer, der sendte lønsedlen ind, har 2070 kr. til gode hos skolen.
Men fejlene var ikke jævnt fordelt. Flertallet af lønsedlerne var fejlfri, men konsulenterne fandt fejl i 35 procent. Fejlprocenten ligger dermed højere end sidste år, utroligt høje tal, og den stigning undrer foreningens formand, Uffe Rostrup:
»Jeg troede, at skolerne ville stramme op, men det har de så ikke gjort. Tværtimod steg fejlprocenten, og det er både pinligt og uacceptabelt«, siger Uffe Rostrup.
Han opfordrer skoleforeningerne til at hjælpe skolerne med at få styr på bogholderiet:
»Medarbejderne har krav på at få en retvisende lønseddel«, siger Uffe Rostrup.
Igen i år var privat- og realskolerne klassens dukse. De nøjedes med en fejlprocent på 30. Efterskolernes fejlprocent endte på 36, mens fri- og lilleskolerne topper med 37 procent.
Det er især pensionsberegningen, som volder skolerne problemer, men der er også mange fejl i trin 4-tillægget og i de decentrale løntillæg.
Vil du vide mere om din løn?
På fsl.dk kan du finde meget mere information om, hvordan din løn er opbygget. Du finder blandt andet en samlet oversigt over de forskellige tillæg og satser, og du kan også få hjælp til at beregne din løn. Lær, at lave dit eget løntjek