”Lønnen er syg i Rynkeby”

150 lærere fra hele landet demonstrerede til støtte for lærerne på Rynkeby Friskole, der mister 33.000 kroner, fordi skolens bestyrelse har opsagt den lokale lønaftale.

D 25. oktober 2017

af Jesper Fjeldsted, Journalist

Der bor omkring 600 mennesker i Rynkeby tæt på Kerteminde på Fyn. Det var derfor svært ikke at bemærke, at 150 lærere fra hele landet til eftermiddag var mødt op uden for byen friskole for at demonstrere til støtte for skolens lærere.

Og det var netop det, der var meningen. At demonstrere, at der er noget galt på den lokale skole. Forældre fra skolen og andre af byens borgere blev mødt af skilte med budskaber som ”Kære forældre. Ville I gå 33.000 ned i løn?” og ”Lønnen er syg i Rynkeby”.

Lærerne på Rynkeby blev i foråret 2017 stillet i udsigt, at de hver måtte levere 18.000 kroner af deres årsløn til at medfinansiere bl.a. skolen nye tag. Da de afslog, opsagde bestyrelsen den lokale lønaftale, så lærerne nu i stedet mister hele den lokale løn. 33.000 kroner i gennemsnit

”Meget har vi oplevet på de frie skoler i tidens løb – og mange steder er lønnen fortsat urimeligt lav – men det her slår alligevel alt – ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at en skole ville opføre sig sådan”, sagde FSL-næstformand, Monica Lendal Jørgensen, i sin tale ved demonstrationen.

Når skolens bestyrelse ikke selv kan se det urimelige i at tage en månedsløn ud af lærernes private budgetter, så håber FSL-formand, Uffe Rostrup, at demonstrationen i dag kan få forældre til elever på skolen til at tage affære.

”Vi håber, at der er nogle fornuftige forældre derude, der vil kræve, at lærerne får en ny lønaftale”, siger han.

Fuld støtte fra folkeskolen
Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, deltog også i demonstrationen sammen med resten af foreningens hovedstyrelse. Fra talerstolen gav han sin fulde opbakning til lærerne på Rynkeby Friskole.

"Vi oplever stor støtte fra andre fagforeninger lige nu, så selvfølgelig skal vi også støtte, når nogen kommer ud for noget så ustyrligt som at skulle gå 33.000 ned i løn", sagde han.

Demonstrationen var den første af sin art i Frie Skolers Lærerforenings historie. (Foto: Alex Tran)

deltag i debatten