Lærernes arbejdstid er stadig vigtig

Forhandlingerne om arbejdstid i kommunerne er netop sat på pause. De genoptages efter sommerferien. Udgangspunktet for forhandlingerne er fortsat den lov, som Folketinget vedtog efter lærerlockouten i 2013, Lov 409, og som set fra et lærerperspektiv ikke passer til lærerarbejdet – hverken i folkeskolen eller på de frie skoler.

Det er nu mere end syv år siden, at lærerne var lockoutet, men for alle os, der var med dengang, sidder oplevelsen stadig printet på nethinden som en af de oplevelser, som vil blive husket resten af livet – og ikke for det gode.

Et veldokumenteret forløb var planlagt af den Thorning-ledede regering og Kommunernes Landsforening (KL), og flere partiledere blev taget i ed i forhold til et regeringsindgreb, allerede inden overenskomstforhandlingen gik i hårdknude. Arbejdsgiverne ville af med de arbejdstidsregler, som lærerne havde, og det måtte ikke koste noget. Målet var at frigøre midler til den folkeskolereform, som siden 2014 har præget folkeskolen og også mange frie skoler.

Men nu prøver parterne så igen at få erstattet de dikterede regler med en rigtig aftale om arbejdstiden. En aftale, som begge parter skal kunne se sig i. Således er der investeret megen politisk kapital i forsøget på at nå hinanden.

Jacob Bundsgaard, formand for Kommunernes Landsforening, sagde i den forbindelse på Danmarks Lærerforenings kongres i efteråret 2019 stort set ordret, at Lov 409 ikke duer alene af den grund, at lærerne ikke kan se sig selv i den. Men også på fagbevægelsens side af bordet, er der investeret massivt i at få en ny arbejdstidsaftale. For aftalte forhold er en helt grundlæggende forudsætning for samarbejdet på arbejdsmarkedet og en vigtig søjle i den danske model.

Og så er 1000-kronersspørgsmålet: Hvorfor skal det være så svært at finde en aftale? Det er der tilsyneladende mange grunde til. Men lad os tage nogle enkelte.

En overenskomst skal passe til det område, som den gælder på. Vi har ikke én overenskomst, som gælder for hele arbejdsmarkedet, fordi det er forskelligt, hvad der er vigtigt på forskellige områder. Men udgangspunktet for Lov 409, da den blev vedtaget, var netop, at den kunne benyttes af andre områder, som en måde at rationalisere og skabe økonomisk gevinst på overenskomsterne. Et mål, skiftende regeringer har haft, lige siden Personalestyrelsen blev erstattet af Moderniseringsstyrelsen.

Men overenskomster er ikke lavet for at skabe økonomisk gevinst i det politiske system. Og derfor skabte og skaber Lov 409 udfordringer.

Fra arbejdsgiversiden er Lov 409 imidlertid opfyldelsen af deres våde drøm. Fuld ledelsesret, som vel og mærke kan styres og kontrolleres fuldstændig centralt – man kan nemlig blot skære i tilskuddet til lærerområderne, og så ekspederer skolelederne automatisk regningen videre i systemet til lærerne. Og i sådan et system nytter det ikke, at der er aftalt tid på forberedelsen, et fast undervisningstimetal, varslingsbestemmelser eller fast udmøntning af overtidsbetaling. For hvis de ting er aftalt, så kan skolelederne ikke rationalisere i arbejdsopgaverne. Med Lov 409 fik arbejdsgiverne derfor fuld råderet over lærernes arbejdstid, og det kan være svært at aftale sig ud af det. Især når lærernes højeste ønske er at få forholdet mellem forberedelse og undervisning til at passe sammen – og dette vel at mærke beskrevet i aftaleform.

Arbejdstidsforhandlingerne i kommunerne er af stor betydning for os på de frie skoler. Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 aftalte vi, at hvis der kommer et resultat på det kommunale, så skal vi forhandle om arbejdstiden med udgangspunkt i dette resultat ved næste overenskomst runde.

Jeg ved udmærket godt, at man på mange frie skoler har indrettet sig på en måde, så arbejdstiden faktisk fungerer. Men mange steder er det ikke inden for overenskomstens rammer.

Vores fornemmeste opgave som faglig organisation er at stå vagt om den til enhver tid gældende overenskomst. Det er svært, når overenskomsten ikke er aftalt mellem parterne, men dikteret af den ene side. Det er svært, når de mange lokale ordninger faktisk fungerer, men mangler en underskrift fra en tillidsrepræsentant for at gælde som lokal aftale, og man derfor ikke er inden for overenskomstens rammer.

Når forhandlingerne om arbejdstiden i kommunerne nu er udsat til efter sommerferien, så er det selvfølgelig ikke for sjov. Det er, fordi forløbet er svært. Men alene det faktum, at parterne er enige om at fortsætte forhandlingerne, efterlader rum for og tro på, at de gerne vil finde en løsning. Og det er altafgørende for muligheden for succes.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg håber til det sidste, at det vil lykkes, for vi har i den grad brug for igen at have aftalte forhold omkring lærernes arbejdstid – også på de frie skoler.