Log på

Få adgang til låst indhold, der er forbeholdt dig som medlem.


Gå til Mit FSL

Se dine medlemsoplysninger og skriv beskeder til tillidsvalgte.

Hvor er du ansat?

Vælg hvilken type skole du er ansat på


Debatindlæg

Kære minister: Hvis du er i tvivl om værdien af 10. klasse, så spørg en lærer

‘Monica mener’ er formand for Frie Skolers Lærerforening Monica Lendal Jørgensens faste blogindlæg.

Monica Lendal Jørgensen, formand for Frie Skolers Lærerforening

Undervisningsminister Mattias Tesfaye vil have færre unge til at gå i det traditionelle gymnasium. Derfor vil han oprette en mere praktisk ungdomsuddannelse, og han har puttet 10. klasse, HF og en masse andre uddannelser ned i gryden, hvor han koger på en ny ungdomsuddannelse.

Men en ny ungdomsuddannelse kan godt blive til virkelighed uden at nedlægge 10. klasse, som er det populære valg blandt de unge. Ja, faktisk kan 10. klasse være med til at sikre, at flere unge gennemfører deres ungdomsuddannelse.

Omkring halvdelen af alle unge vælger at gå i 10. klasse. På efterskole, i folkeskolen, på en fri grundskole, på en erhvervsskole, på en fri fagskole, på en kostskole, i et 10. klassecenter. Der er en mangfoldighed af tilbud, som imødekommer de mange forskellige behov og ønsker, som de unge har. Og hvis ministeren tror, at en ny ungdomsuddannelse kan erstatte de mange forskellige 10. klassetilbud, så tager han grundigt fejl.

Der er elever i 10. klasse, som har brug for et fagligt løft. Der er elever i 10. klasse, som har brug for tid til fordybelse. Der er elever, som er skolemætte, og som har brug for et nyt tilbud. Og nogle har simpelthen brug for at blive lidt ældre og mere afklarede, inden de vælger ungdomsuddannelse. Alt dette kan ikke rummes i en ny ungdomsuddannelse, og risikoen, for at flere unge bliver efterladt uden uddannelse efter grundskolen, er skyhøj.

Ministeren har meldt ud, at det fortsat skal være muligt at gå på efterskole efter 9. klasse, men hvad bliver det for et 10. skoleår og hvad med de unge, som ikke skal på efterskole – dem har vi også et ansvar for.

Jeg mener, at ministeren bør høre godt efter, når lærerne fortæller, hvad det er 10. klasse kan, og hvad der sker, hvis 10. klasse afskaffes. Og jeg håber, at flere af de lærere, som underviser i 10. klasse, vil tage del i debatten, så vi kan fortælle ministeren, regeringen og folketinget, at det er en MEGET DÅRLIG IDÉ at hælde 10. klasse ned i en gryde og eksperimentere med de unges fremtid. 10. klasse er en succes – 40.000 unge går hvert år i 10. klasse – og 40.000 tager ikke fejl!

#bevar10klasse

Jeg håber, at flere af de lærere, som underviser i 10. klasse, vil tage del i debatten

Monica Lendal Jørgensen

Formand for Frie Skolers Lærerforening

Seneste debatindlæg

Seneste nyheder