Ingen afgangsprøver: Årskarakterer udsat til ultimo juni
Knap 100.000 elever i landets 9. og 10. klasser skulle efter planen have brugt foråret på at forberede sig til grundskolens afgangsprøver. På grund af corona-krisen og den fortsatte fjernundervisning for de ældste klassetrin er afgangsprøverne aflyst, og både elever og lærere kan derfor koncentrere sig om årskaraktererne i stedet.
Elevernes årskarakterer, eller standpunktskarakterer, vil tælle som eksamenskarakterer, og Børne- og undervisningsministeriet har derfor flyttet uddelingen af årskarakterer til ultimo juni – altså lige inden skoleåret slutter.
Skal lukke faglige huller
Oprindeligt skulle eleverne have haft deres årskarakterer senest den 30. april, og ministeriet begrunder blandt andet udskydelsen med, at lærere og elever nu får bedre tid til at få lukket faglige huller.
”Standpunktskarakterer gives ultimo juni, så der bliver bedre tid til at vurdere eleverne og dække faglige huller samt for at fastholde elevernes motivation”, skriver Børne- og Undervisningsministeriet i deres retningslinjer for genåbning af grundskoler.
Dette betyder også, at da det nu er årskaraktererne, der kommer til at fremgå som eksamenskarakterer, har eleverne ikke længere mulighed for at indgive en klage, som de normalt kan over eksamenskarakterer.
Elever, der ikke lever op til karakterkravene for at blive optaget på en ungdomsuddannelse, kan i stedet deltage i optagelsesprøverne, som efter planen skal finde sted senest den 4. august.