Hovedbestyrelsen godkender første del af overenskomsten

Et blogindlæg af Uffe Rostrup, formand for Frie Skolers Lærerforening.

D 10. februar 2021

Uffes uforbeholdne
Debat

Lørdag den 6. februar blev der sat punktum for den fredeligste indgåelse af et CFU-forlig i staten de sidste ti år. Og aftalen præsenterer da heller ikke mange nybrud ligesom lønstigningerne i de tre år, som aftalen løber, ikke er nogen, der får jorden til at skælve.

Det er en vedligeholdelsesaftale, som vi har indgået. Et forlig der sørger for små reallønsforbedringer, fornyet fokus på ny løn, forbedringer for seniorer i job, bedre forhold for sorgorlov til forældre der mister et barn samt mindre forbedringer på en række andre punkter.

Og så er der selvfølgelig lige det allervigtigste. For aftalen indeholder også den nye arbejdstidsaftale, som for første gang siden 2013 kan sikre lærerne aftalte forhold omkring tilrettelæggelsen af arbejdstiden på skolerne. Og det er faktisk ikke nogen dårlig aftale. Det er en aftale, der tager udgangspunkt i et godt lokalt samarbejde om at få tilrettelagt lærernes arbejdstid. Og det er en aftale, som respekterer ledelsesretten på skolerne, men som samtidig beskriver ledelsesforpligtigelsen.

På den baggrund har hovedbestyrelsen i Frie Skolers Lærerforening i denne uge tiltrådt CFU-forliget, hvilket betyder, at vi enstemmigt støtter op om, at det kan sendes til afstemning i foreningen. Dette sker imidlertid først, når vi også har forhandlet om de særlige forhold, der gør sig gældende på det frie skoleområde – en forhandling, der senest skal være afsluttet den 15. marts.

Jeg vil opfordre alle interesserede til at melde sig til et af de seks informationsmøder, som er opslået, sådan at stillingtagen til den nye overenskomst kan ske på så oplyst et grundlag, som overhovedet muligt.

deltag i debatten