FSL støtter sag om ophavsret

Skoler skal ikke kunne kræve, at lærere deler deres undervisningsmateriale, mener FSL-næstformand, Monica Lendal Jørgensen

D 17. oktober 2016

af Mikkel Hvid, Kommunikationschef

Hovedbestyrelsen i Frie Skolers Lærerforening (FSL) bakker op om en sag, som Lærernes Centralorganisation (LC) fører.

Sagen handler om lærernes ophavsret, og den begyndte, da en række folkeskoler krævede, at lærerne delte deres undervisningsmateriale på en platform, hvor lærere på andre skoler havde adgang til det.

Det kan skolerne ikke kræve, mener LC. Lærerne ejer nemlig ophavsretten til deres undervisningsmateriale – også til det materiale, som er produceret på skolen og i arbejdstiden. Hvis materialet skal udgives, deles eller videreudnyttes, kræver det accept fra og en aftale med læreren.

FSL bakker op om retssagen, som kan få stor betydning for lærerne, mener Monica Lendal Jørgensen:

»Vi må holde fast i, at det er læreren, som vurderer, hvilket materiale der skal bruges i hvilke sammenhænge. Det er vores professionelle ansvar«, mener foreningens næstformand, Monica Lendal Jørgensen.