Med søndagens enighed om en aftale for knap 200.000 ansatte på statslig overenskomst kunne jeg lægge mig roligt til at sove. For helt grundlæggende er der tale om en god aftale – også for lærerne på de frie skoler.
Den samlede ramme for de kommende to år er aftalt til 8,8 procent. Derudover indeholder aftalen en række klare forbedringer i forhold til tidligere aftaler.
For det første er det aftalt, at langt hovedparten af de centrale lønstigninger skal udmøntes fra overenskomstperiodens begyndelse og ikke, som det ofte er sket, fordelt over perioden med store lønstigninger til slut. Det betyder, at lærere og børnehaveklasseledere på frie skoler får knap 6 procent ekstra i lønposen allerede fra april 2024. De øvrige centralt aftalte stigninger udmøntes i 2025, og forventningen er en samlet central lønstigning på mindst 7,4 procent for hele perioden. Det giver en forventet reallønsforbedring på mellem 2,5 og 3,5 procent.
For det andet er det aftalt, at der skal være ekstraordinære forhandlinger i november 2025, hvor det skal afdækkes, om der er parallelitet mellem den private og den statslige lønudvikling. Formålet er at rette op på en mulig ubalance, så vi hverken kommer for langt bagefter eller foran den private løn.
For det tredje er det aftalt, at lønudviklingen for fremtiden skal beregnes på en mere retvisende måde. Dette punkt er ret teknisk, men det vurderes, at et nyt lønindeks kan give mere præcise beregninger af fremtidige lønforskelle mellem statslig og privat løn. Og det er vigtigt for os, fordi en stor del af lønstigningerne på det statslige område traditionelt set er kommet på baggrund af netop de beregninger. Man kan sige, at lønudviklingen på det private område trækker en del af lønstigningerne på det statslige område.
Og som det fjerde og sidste – men bestemt ikke det mindst vigtige – så er en endnu større del af lønstigningerne i denne overenskomstperiode centralt aftalte og dermed sikret. Det har været et stort ønske ikke mindst fra tillidsrepræsentanterne.
Med aftalen følger desuden en forbedring af aftalen om løn under barsel, en regulering af det særlige ferietillæg og forbedringer for tillidsrepræsentanten.
For nogle grupper er der desuden lavet en aftale om øget fleksibilitet, for eksempel med mulighed for at opspare frihed og overføre det til senere år. Det er endnu ikke aftalt, om lærerne på de frie skoler bliver omfattet af denne ordning.
I de kommende uger skal vi forhandle organisationsaftalen, altså den del af overenskomsten som udelukkende vedrører vores eget område. Så det endelige og samlede overenskomstresultat kender vi ikke endnu, selv om de store linjer er tegnet.
Når organisationsaftalen er forhandlet på plads i løbet af marts, bliver aftalen sendt ud til urafstemning. Så er det dig og de andre medlemmer af Frie Skolers Lærerforening, der afgør, om aftalen er OK. Inden da vil vi orientere grundigt om alle overenskomstens detaljer, så du og alle andre medlemmer ved, hvad vi stemmer om.
Vi fik selvfølgelig ikke alt, hvad vi havde ønsket os, men det blev en god aftale på det samlede statslige område, og i næste uge er vi klar til organisationsforhandlinger. Det er en god mandag.
Helt grundlæggende er der tale om en god aftale – også for lærerne på de frie skoler
Monica Lendal Jørgensen
Formand for Frie Skolers Lærerforening
Del link
Du kan nemt dele linket til denne side med en kollega, din tillidsrepræsentant eller på dine sociale medier