Efter pressemødet den 8. oktober 2024 står det klart, at regeringen som en del af sin store ungdomsuddannelsesreform vil nedlægge 10. klasse.
Regeringen siger, at den vil give alle unge en vej til videre uddannelse, som passer netop til dem. Men nedlæggelsen af 10. klasse vil øge uligheden i uddannelsessystemet.
10. klasse er i dag et mangfoldigt tilbud til de unge, som har brug for et fagligt og socialt modningsår, inden de skal vælge ungdomsuddannelse.
Det år er vigtigt, især for unge, der ikke er helt afklarede nok til at vælge deres videre vej. Og det gælder mange. I år viste halvdelen af ungdomsårgangen gennem deres valg, at de har behov for den afklaring og modning, som 10. klasse giver dem.
Men den mulighed vil regeringen nu lukke for alle de unge, der ikke har de ressourcer, det kræver at starte på en efterskole.
Frie Skolers Lærerforening er glade for, at efterskolerne får mulighed for at tilbyde et ekstra og frivilligt 10. skoleår, for det har mange unge brug for.
Men det er både ærgerligt, skævt og forkert, at det ekstra år bliver forbeholdt dem, som har de personlige, sociale og økonomiske ressourcer til at starte på en efterskole.
Med sin beslutning udelukker regeringen derfor cirka 40 procent af de unge, som i dag vælger 10. klasse.
I Frie Skolers Lærerforening finder vi det helt uforståeligt, at regeringen med åbne øjne øger uligheden i uddannelsessystemet. Og det er det, der vil ske: Uligheden vil vokse.
Frie Skolers Lærerforening fortsætter derfor #bevar10klasse-kampagnen, sammen med en lang række andre foreninger på skoleområdet, for at påvirke politikerne til at lytte til de 40.000 unge, som hvert år viser, at de har brug for 10. klasse.
#bevar10klasse
Med sin beslutning udelukker regeringen 40 procent af de unge, som i dag vælger 10. klasse.
Monica Lendal Jørgensen
Formand for Frie Skolers Lærerforening