3F har gjort i nælderne – og det skader os alle

Et blogindlæg af formanden for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup

D 13. september 2019

Debat
Uffes uforbeholdne

Når fagforeninger optræder tåbeligt, så rammer det ikke kun den enkelte fagforening men hele fagbevægelsen, og derfor føler jeg mig kaldet til at skrive dette indlæg.

Og 3F har reageret tåbeligt i den sag, som har fyldt medierne. Foreningens bagagearbejdere i Kastrup lufthavn nedlagde for nogle dage siden arbejdet, fordi en kollega ikke ville melde sig ind i 3F. Senere viste det sig, at der i den lokale 3F-forenings vedtægter står, at man skal være medlem af 3F for at arbejde som bagagemedarbejder i lufthavnen. Det er ikke blot dumt. Det er ulovligt. Siden 2006 har der været frit fagforeningsvalg på alle arbejdspladser i Danmark – en frihed, som er både rimelig og fair. Folk skal kunne melde sig ind i de foreninger, som de synes, er de rigtige.

Jeg har fuld respekt for det, som 3F faktisk kæmper for: organiseringen. Og der er mange gode grunde til, at man skal være organiseret i den ”rigtige” fagbevægelse – altså hos os med overenskomstretten. Man bør være organiseret i den forening, som har overenskomstforhandlingerne på det gældende område. Det skal man for at understøtte hele overenskomstapparatet, som, uanset hvor dårligt vi ind i mellem taler om det, faktisk har skaffet os nogle af de bedste lønmodtagervilkår i hele verden. En ting er det oplagte som løn-, pensions- og arbejdstidsforhold, men der er meget mere: Barselsorlov, omsorgsdage til forældre, ret til barns sygedage, livsforsikring gennem overenskomsten, ret til løn under sygdom, ansættelses- og afskedigelsesregler, godtgørelser ved afsked og meget mere.

Men måden, 3F forsøger at nå sit mål på, er selvfølgelig slet ikke i orden, og det smitter desværre af på alle os andre, som faktisk prøver at gøre tingene ordentligt.

Der er masser af lærere på de frie skoler, som ikke er medlem af Frie Skolers Lærerforening. Det er torn i øjet på os alle, fordi de lukrerer på de resultater, som medlemmerne betaler deres kontingent til. Det koster mange penge at være eksperter i overenskomsten og vedligeholde den. Men det er penge, der er givet godt ud til hjælp og uddannelse af tillidsrepræsentanter, så medlemmerne har lokale eksperter i overenskomstforhold på den enkelte skole. Det er penge, som anvendes til, at ethvert medlem til hver en tid kan få eksperthjælp med alt fra barsel og pension til sygesager og juridisk bistand ved afskedigelser.

Så der er virkelig mange gode grunde til at være medlem af en overenskomstbærende organisation, og der er mange virkelig gode grunde til, at alle lærere på de frie skoler burde være medlemmer af Frie Skolers Lærerforening. Men som forening kommer vi aldrig til at bruge bøllemetoder for at organisere de sidste. Vi er ansatte på de frie skoler, hvor respekt for fællesskabet skal være den bærende kraft. Og hvis nogen ønsker at stå uden for, så er det deres valg. Men de skal altid være velkomne til at blive en del af fællesskabet.

deltag i debatten